1. Division: Pligtsejr
Hvis man entrerede Frihedens Idrætscenter fra hovedindgangen, mødtes man af et varmblodet julefrokost-arrangement. Midaldrende mænd og kvinder vimsede om fadølsanlægget foran teatersalen, for at bygge yderligere lag på en hastigt stigende promille. Ønskede man gennemsnitsalderen noget lavere, kunne der traskes yderligere 100 meter lige frem, så bød Allan Villadsen Ishockey Arena på unge mennesker og jagten på gummiskiven. Det er ikke opklaret, om halinspektøren havde skruet termostaten på nul, men der var helt sikkert kulderekord i den gamle skøjtehal. Måske var det grunden til, at festen længere nede af gangen blev lidt forsinket.
Ret skal være ret, Hvidovre kom foran med 1-0 ved Alexander Emil Edelskov, men 1.periode blev tabt med 1-2. Gæsterne slog til to gange i powerplay, og generelt virkede øgenavnet ”Fighters” en smule misvisende. Om det skyldtes den køligere temperatur, der formentlig bed på langt de fleste, udover medlemmerne af Andreas Silfverbergs entusiastiske svenske fanklub, må stå hen i det uvisse. Men hjemmeholdet virkede frosthårde i bevægelserne, som et december-ansigt efter en times cykling i stiv kuling.
I pausen blev der ikke talt med store ord. Det var ikke nødvendigt. I stedet lod Jesper Andersen det være op til spillerne at vælge vejen, ”Vi havde før kampen noteret nogle nøgleord. Ingen af disse var blevet fulgt i 1.periode. Jeg sagde egentlig blot til spillerne, at de kunne vælge at fortsætte med den plan, de selv havde sat i værk, hvis de mente, den var god. Eller de kunne forsøge med vores første udgangspunkt.” Ligesom flere deltagere til festen i teatersalen ved 21-tiden ramte den promille, hvor uovervindeligheden føles slående, så det samme ud til at ske for Hvidovre-spillerne. Og i stedet for at være ukontrollabelt offensive og risikere at vælte over dørtrin og stoleben i iveren for at score, spillede holdet med den coolness og tålmodighed, der i begge tilfælde har det med at være mest succesfuld. I løbet af små tolv minutter var kampen afgjort. Hvidovre havde vendt 1-2 til 5-2. Først udlignede Markus Gustavsson fornemt med en styring tæt foran mål, før han også øgede til 3-2. Andreas Silfverberg og Thor Andersen sørgede for de efterfølgende scoringer, der satte en tyk streg under det faktum, at Hvidovre var klasser bedre, når gaspedalen var i bund.
Festen blev sluttet af med en kinddans i 3.periode. Her var det så som så med de store oplevelser. Rungsted kunne ikke. Hvidovre ville ikke. Og så alligevel kom der lidt krudt ud af kanonkongen til sidst, da topscorer Andreas Silfverberg drev gæk med gæsternes keeper, før han sendte pucken kontant op i hjørnet. Slutresultatet 6-2 var fortjent og et udtryk for den forskel, der skal være på de to hold. Samtidig var kampen et vidnesbyrd om vigtigheden af at være parat fra start. Det er ingen sag at være opsat på sit bedste og ramme spændingsniveauet, når man skal danse med den flotteste pige, men at gøre sig umage, når den lidt skævere eksistens kræver det samme af en, dét udfordrer karakterstyrken.
(Kilde: Hvidovres facebookside)