Thomas V. Larsen

1. Division: Uengageret indsats i fortjent nederlag

Ser man isoleret på skudstatistikken, burde Hvidovre havde vundet, og vel egentlig maltrakteret Gladsaxe, i Allan Villadsen Ishockey Arena her til aften. Det skete bare ikke. Hele halvtreds gange blev pucken sendt i retning mod Kim Petersens mål i gæsternes ende, men i for mange tilfælde var skuddene ufarlige. Og i mindst lige så mange tilfælde manglede ærgerrigheden, viljen, samt evnen til at være først på den løse puck, når udeholdets keeper afgav en retur. Indsatsen var udefra set en smule slap.

Fighters kunne have manifesteret positionen blandt rækkens fire bedste hold, men endte i stedet med at spille som en sparepærer lyser; den ekstra glød og skarphed manglede. Det hæderlige forsøg vinder simpelthen ikke medaljer. Værterne fik aldrig rigtig maskinen i gang, mens Gladsaxe sloges for sagerne fra start til slut. De var hurtigere på de løse pucke og virkede ganske enkelt mere sultne. Derfor kunne der heller ikke indvendes meget imod de tre point, gæsterne tog med sig hjem.

Det er vanskeligt at fremhæve spillere fra Hvidovre, der stort set fra ende til anden underpræsterede. Magnus Bo Hansen kunne ikke lastes for målene, og diskede op med et par overbevisende parader. Daniel Høhl og Thor Andersen leverede et prægtigt hockeymål til 1-3, der med en sejr kunne have været en overskrift værdig. Men med et nederlag, hvor indsatsen var så langt fra det vanlige niveau, er det svært at lade sig overvælde af de spillemæssigt få lyspunkter.

Tolv sejre i træk, før kampen mod Herning, har måske nok sat overliggeren højt for, hvad der forventes af det unge Hvidovre-mandskab. Omvendt er forventninger også noget, der hæfter sig på et tophold, og det skal og kan truppen også håndtere.

Fighters har nu halvanden uge til at smøre maskinen, lade batterierne op og finde tilbage til den formular, der længe har været succesfuld. Det er ikke modstanderne, der har luret Fighters, det er spillernes egen indstilling, der fuldstændig afgør, hvor langt holdet skal gå i denne sæson. Den 23.februar er der revanche i Gladsaxe – og den skal tages.

(Kilde: Hvidovres facebookside)

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER